Nyt om stort og småt og praktiske informationer – uge 19 2014

Nyt om stort og småt og praktiske informationer – uge 19 2014

Foråret er en travl tid, også i Bulderby. Derfor har ugebrevet længe, lidt for længe, holdt pause for at give plads til alle de dejlige helligedage, men nu er vi tilbage igen.

Det er sket meget siden sidst. Vi har sagt velkommen til Joas, nyt barn på stue 1, til Aya og Karen, nye vuggestuebørn på stue 2, og til Magnus, vuggestuebarn på stue 3. Vi har også sagt farvel til Hoorieh, som gennem de sidste 6 år har arbejdet primært på stue 2 – hun har ønsket at prøve at arbejde i en anden institution – god vind til hende. I dag har Laura og Sophia, som er studerende fra Italien og Grækenland, sidste dag i Bulderby. Det har været spændende at have dem på besøg her.

Vi havde en dejlig arbejdsdag, hvor store og små hjalp med at reparere og rengøre det, vi aldrig selv får tid til. Det var rart med lidt hjælp, og vi nåede rigtigt meget. Vi håber næste gang at endnu flere vil bruge en time eller to på at hjælpe os. Vi planlægger også senere på foråret at lave en lille arbejdsaften uden børn, hvor vi laver nogle af de mere grove ting – ting, der kommer til at involvere store redskaber og værktøj med mindst 1500w. Der vil komme mere information om dette fantastiske arrangement senere.

Fødselsdage er en dejlig ting, og vi gør alt vi kan for at fejre dem på bedste vis i Bulderby. Det er også dejligt at se, at vi oftere bliver inviteret hjem til fødselsdage. Det synes vi er rigtigt hyggeligt. Når vi tager til fødselsdage hjemme, så kommer vi enten hele stuen eller kun drengene eller pigerne fra stuen. For fællesskabet skyld vil vi ikke have, at man ”plukker” i børnene og kun inviterer de bedste venner. Det samme gør sig gældende, hvis I holder private fødselsdage fx i weekenden.  Vi kan naturligvis ikke blande os i, hvem I vælger at invitere, men vi opfordrer på det kraftigste til, at I også her inviterer hele stuen eller alle stuens drenge eller piger. Gør I ikke det, så skal uddeling af invitationer ikke foregå i Bulderby. Det er meget hårdt for de børn, der af den ene eller anden grund ikke bliver inviteret, og de situationer vil vi gerne komme til livs.

Vi oplever desværre ret tit, at I glemmer at lukke lågerne ordentligt – det er ikke så heldigt. Det er vores og helt sikkert også jeres værste tanke, at børnene skulle gå uden for lågen uden jer eller en voksen fra Bulderby. Hver gang vi opdager en låge, der står åben, foretager vi en optælling af alle børn for at sikre os, at de alle er her. Det tager tid og skaber usikkerhed, så derfor en opfordring til at lukke lågerne ordentligt og kontrollere, om du nu også fik den lukket helt ordentligt.

Fredag d. 25.4 havde personalet en pædagogisk dag, hvor I var meget flinke til at finde pasning til jeres børn – tak for det. Vi brugte dagen på at snakke om, hvordan vi få flere oplevelser med natur og naturfænomener. Det kommer der nogle meget spændende snakke ud af, og masser af gode ideer blev vendt. Vi fik også talt om, at vi meget gerne vil have dyr igen i Bulderby, og om hvordan det skal foregå – det arbejder vi videre med, og det kommer I til at høre meget mere om. Endelig så talte vi om et projekt, vi har tænkt på et stykke tid. Vi kunne godt tænke os at få nogle

velfungerende udviklingshæmmede fra bofællesskabet på Bronzealdertoften til at have deres gang i Bulderby – vi vil gerne skabe nogle jobs, som de ville kunne varetage i Bulderby. Det kunne fx være at hjælpe på legepladsen, hjælpe til med køkken og vasketøj og lignende. Vi tænker, det er et projekt som både vi, jeres børn og de udviklingshæmmede kunne få rigtigt meget ud af. Også dette kommer I til at høre meget mere om senere.

Vi nyder livet ud, hvor hver en krog af legepladsen bliver brugt. Det hele er fantastisk flot nu, hvor alle træer er sprunget ud. De små øver sig i den svære kunst at gå op og ned af bakkerne, de store kører race på mooncar og cykler, og andre leger butik i legehusene. En gruppe af de mellemste børn har været på tur til Ellekærskolen, hvor de fik lov til at prøve at gå i børnehaveklasse en formiddag – det syntes de var meget spændende. I Bulderby har vi haft besøg af en stok flok elever fra 7. klasse, også fra Ellekærskolen. De spillede bordfodbold og legede med børnehavebørnene – det syntes alle var rigtig hyggeligt, og Niels og Sune lammetævede 2 7. kl. drenge i bordfodbold!

Vi oplever i øjeblikket, at mange børn er ramt af opkast og diarre – det er noget af det mest smitsomme, og vi henstiller derfor til, at de børn, der måtte blive ramt, bliver hjemme, til de er helt raske. Det vil sige – indtil de har været raske og haft normal afføring i et døgn.

God weekend fra alle os i Bulderby


Ikke-kategoriseret
Comments are closed.