Så er vi tilbage

Så er vi tilbage

Godt nytår til alle, vi håber alle havde en god ferie – det havde vi. Nu er vi tilbage og huset er fyldt op med rigtig mange søde og dejlige børn. Vi har fået en hel del nye børn i vuggestuerne, og flere af de ”store” vuggestue børn er nu blevet børnehavebørn. De mange nye små, betyder at vi bruger rigtig meget tid på nærvær, omsorg og en SDC13632”voksen tæt på”, for at de nye børn kan få den tryghed der gør, at de kan tage del i livet i Bulderby.

Der har i nyhederne her efter nytår, været meget debat om normering, antallet af voksne pr. barn, i institutionerne. Mange forældre har spurgt os om det virkeligt passer, at normeringen er så dårlig som det fremgår, og svaret er ja. Normeringen er dårlig, men vi klynker ikke – det kommer der nemlig ikke noget godt ud af – vi forsøger i stedet at få det bedste ud af de rammer som vi nu engang har fået tildelt. Ikke dermed sagt, at vi er tilfredse, eller at vi ikke ønsker flere ansatte – slet ikke. VI er også her I Bulderby mange dage kun to personer til at passe 20 børnehave børn, og to til at passe 13 vuggestuebørn. Men vi tror ikke det nytter noget at gå rundt og hænge og tænke på hvor dejligt alting var i gamle dage. Vi håber der kommer konkrete politiske initiativer ud af debatten, men det er nu ikke sikkert. Men vi håber at debatten måske skaber en forståelse for, at når vi ikke altid ved hvor Pony Prinsessens ene sko eller den blå solhat er henne, så er det ikke et udtryk for at vi er ligeglade, men et udtryk for at vi har haft travlt med noget mere vigtigt.

I Bulderby må børn gerne have legetøj med hjemmefra. Vi synes det er hyggeligt at man har lyst til at have noget af sit eget med, for at kunne dele det med sine venner. Men vi har alligevel få regler. Det legetøj man har med, skal man have lyst til at dele med andre. I skal kun give børnene legetøj med som I og jeres børn kan overleve går i stykker. Derudover frabeder vi os legetøj som larmer og indeholder batterier, ligesom at aflagte mobiltelefoner ikke er egnet til legetøj – de indeholder mange smådele som er farlige for små børn. En tommelfinger regel er at, hvis noget legetøj er irriterende derhjemme, så er det, det helt sikkert også i Bulderby.

Mange børn er i løbet af vinteren i kortere eller længere tid syge. Vi har meget stor forståelse for at det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen når børn bliver syge. Men vi har ikke mulighed for at give børn det ”ekstra” de har krav på, når de er syge. Det er svært, og der er mange holdninger til, hvornår et barn er sygt. Helt overordnet set så siger vi, at hvis et barns almene sundhedstilstand afviger fra det normale, så er barnet syg, og vi vil kontakte jer. Har barnet en temperatur på over 38.0 grader vil vi ligeledes kontakte jer. Der findes mange forskellige meninger om hvornår børn igen er raske nok til at komme i Bulderby. Her siger vi at barnet kan være i Bulderby igen når det er helt rask, har været uden febernedsættende medicin i et døgn og er helt klart til at deltage i institutionslivet på lige fod med de andre børn. Ved specielle sygdomme, skoldkopper, lus, børnesår osv. henviser vi til de officielle retningslinjer fra sundhedsstyrelsen.

I december var der afstemning om kost i Bulderby. Resultatet af afstemningen blev at der fra 1.7 bliver madordning i Bulderby. Det bliver en ordning, hvor vi laver maden her i Bulderby, og hvor vi drømmer om at det bliver en central del af vores hverdag, med grøntsager fra haven til brug i køkkenet og med børn der hjælper til. Morgenmad skal stadig medbringes, ligesom hver familie medbringer 3-4 stk. frugt. Pr. barn om ugen, som vi putter i en fælles pulje og bruger i forbindelse med måltiderne. VI arbejder på højtryk for at forberede os til kostordning, og vi er ved at lægge planer for alt det praktiske – så der vil løbende blive orienteret om det her i ugebrevet. Er der blandt ugebrevets læsere nogen med særlig interesse og viden inden for kost og ernæring, som vi må bruge som sparringspartnere, så hører vi meget gerne fra jer.

På stuerne er der opslag om vinterferie – skriv meget gerne på om I kommer eller holder fri, så vi kan planlægge personalets mødetid bedst muligt.

 

X i kalenderen;

Fredag d. 20 februar holder vi fastelavns fest – vi starter kl. 9.30 med tøndeslagning. Forældre er velkomne om formiddagen. Og om eftermiddagen er forældrerådet vært ved kaffe og fastelavnsboller fra kl. 14.00 til 15.30.

 

 

 

 

Comments are closed.