Børnehuset Bulderby modtager børn fra 0-6 år. Vi har 3 stuer: en stue med børn i alderen 0-3 år, en stue hvor børnene er blandede i alderen 0-6 år, og en stue med børn i alderen 3-6- år.
Vi har taget navn efter Astrid Lindgreens berømte børnebog. Den barndom som børnene i disse bøger har – en ubekymret barndom med plads til betydningsfulde venskaber og til den uforstyrrede leg, og hvor det at være barn er betydningsfuldt i sig selv – det vil vi gerne stræbe efter at børnene i Børnehuset Bulderby skal opleve.
Bulderby er et åbent hus, hvor børnene kan gå på besøg på de andre stuer for at besøge søskende og venner, og for at være sammen med de voksne der laver noget, som barnet finder spændende.
I Bulderby har vi ikke så mange planer og ting vi gør på bestemte tidspunkter. Vi tror at både børn og voksne har godt af en hverdag, hvor der er plads til skøre indfald og spontane aktiviteter. Det betyder at vi i høj grad arbejder ud fra at lave det som interesserer børnegruppen ligenu – vi griber deres ideer og ønsker og forsøger at gøre dem til virkelighed, og vi kommer som voksne med indspil til børnene, som gør at de kan bringe legen til nye højder.