Sov dig sund
Søvn er en vigtig del af en sund hverdag
Børnehuset søvnpolitik – kort fortalt:
- Personalet hjælper hvert enkelt barn med at følge sin helt egen soverytme.
- Både vuggestuebørn og børnehavebørn skal have lov at sove i institutionen, hvis de har behov for det.
- Som udgangspunkt vækker vi ikke børn.
- Trætte børn må ikke holdes vågne.
- Personalet tilbyder rådgivning til forældre, der har vanskeligheder med at lægge barnet til at sove, hvilket de fleste oplever i perioder.
- Forældre og personale skal informere hinanden om væsentlige forhold omkring barnets søvn.
Børnehuset søvnpolitik, lidt længere fortalt:
Ifølge overlæge og specialist i søvnmedicin Søren Berg, er mennesket født med et biologisk ur, der bestemmer, hvornår vi skal sove og hvornår vi skal vågne. Søvnen er med til at styrke immunforsvaret, energien bliver genoprettet og når vi sover bearbejdes de oplevelser vi har i løbet af dagen. Søvnen er vigtig for, at mennesket kan få den optimale udvikling.
Søvnen er med til:
- Opbygning af kroppen
- Opbygning af intellektet
- Reparation af kroppen
- Reparation af sjælen
Søvnen består ifølge Søren Berg af flere stadier. Den første del af søvnen tilgodeser kroppens opbygning og den anden del intellektets opbygning. Derfor er det vigtigt, at barnet får lov til at få en sammenhængende længerevarende søvn, så det når at gennemgå de forskellige stadier så mange gange som muligt.
Børn har brug for:
I alderen 2 – 12 måneder: 9 – 12 timers nattesøvn. 2 – 4,5 timers dagssøvn.
I alderen 1 – 3 år: 12 – 13 timer i døgnet heraf ca. 2 – 3 timer om dagen.
I alderen 3 – 5 år: 11 – 12 timer i døgnet evt. 1 time om dagen.
Søvnpolitik i Børnehuset
Vi putter barnet, når det er træt og ikke kan holde sig vågen – uanset tidspunkt. Et vuggestuebarn sover typisk 1 – 2 gange i løbet af dagen. De børn, der kan være med hele formiddagen bliver puttet når vi har spist frokost. Vi putter de børn ud først, der virker mest trætte. De mindste børnehavebørn, der stadig har behov for at sove, bliver puttet inde på en madras i gymnastikrummet. Hvis barnet ikke sover efter ca. en halv time tages de op igen.
Vi noterer ikke sove tider på tavlen, dog vil vi notere, hvis jeres barn ikke har sovet eller har sovet markant anderledes end normalt.
Al forskning viser, at længden af middagsluren ingen indvirkning har på nattesøvnen for børn indtil ca. 4 år. Barnets biologiske ur sørger for, at barnet selv vågner, når de er færdige med luren. Derfor er vores udgangspunkt også, at vi ikke vækker børn.
Når børn ikke kan falde i søvn om aftenen, er det således ikke længden af middagsluren, der er afgørende, men også andre faktorer:
- Ny seng (uden tremmer) ”jeg kan selv stå op”
- ”Mor og far kommer, når jeg kalder” (får vand, knus, snak)
- Kan huske drømme – lidt bange for at falde i søvn
- Bange for mørke
- Kan høre lyde (”ved at I er oppe”)
- ”Har lyst til at være sammen med jer”
- Kan holde sig vågne – ”kan selv bestemme om jeg vil sove ”
Børn, der sover godt til middag, som er friske og veludhvilet, sover også bedre om natten. Det er vigtigt for os, at barnets søvn fungerer – både i Børnehuset og i hjemmet. Vi vil derfor gerne hjælpe, rådgive og snakke med jer, hvis I oplever udfordringer med søvnen hjemme. Børn kan i perioder have brug for hjælp til at ændre søvnmønster og det vil vi gerne hjælpe med.
Eksempler:
Det lille vuggestuebarn som er ved at være klar til at slippe formiddagsluren. Personalet i vuggestuen vil, i samarbejde med forældrene, hjælpe barnet med at trække formiddags-luren i en periode, for eksempel ved at sove formiddagslur hver anden dag, for til sidst at slippe den helt.
Det 2½ årige vuggestuebarn som stadig sover 2-3 timer til middag og holder fest hver aften. Barnet kan være klar til at afkorte sin middagslur og har brug for hjælp. Vi vil derfor gerne vække barnet i en 14 dages periode kl. 14 Indenfor denne periode, vil barnet typisk selv ændre mønsteret, så det vågner af sig selv efter eksempelvis 1½ time. Barnet har således fået hjælp til at justere det biologiske ur, så det igen vågner, når det er færdig med at sove. Hvis det ikke lykkedes at ændre søvnmønsteret, så barnet selv vågner, så tyder det på, at barnet ikke er klar til denne justering. Vi vil i disse situationer aftale det videre forløb med
forældrene. Det er vores overbevisning, at barnet så igen skal have lov til at sove og selv vågne – så kan vi bedre vurdere, hvornår barnet er klar til, at vi forsøger en ny justering. Når vi vækker barnet vil det være ved at kalde på barnet og ae det på kinden. Hvis barnet er svær at vække er barnet endnu ikke klar til at afkorte middagsluren.
Børnehaven
I børnehaven kan der også være børn, der har behov for at få en lur midt på dagen, når de har spist frokost. De bliver puttet på madrasser i gymnastiksalen. Som udgangspunkt bliver de ikke vækket. I børnehaven hjælper vi også gerne børnene af med deres middagslur i samarbejde med forældrene ud fra samme princip som i vuggestuen.
Forventninger:
Vi forventer at børnene møder friske og veludhvilede i Børnehuset. Dvs. de er kommet ordentligt tid i seng og de kan deltage i børnehuset rutiner, aktiviteter og kan indgå i fællesskabet. Vi forventer at I kommer og snakker med os hvis der er udfordringer/problemer/ændringer i børnenes søvnmønster
Gode søvnråd
- Ritualer og rutiner er vigtige – ro og forudsigelighed er nøgleord
- Tiden op til putning skal være god og hyggelig. Her menes tiden inden man går i gang med putterutiner (nattøj, tandbørstning, historier osv.)
- Stilletid før sengetid
- Det er vigtigt at stå ved sine beslutninger
- Grib øjeblikket for hvornår børnene er trætte men ikke overtrætte
- De fysiske rammer skal være rare
- Sengen/værelset må aldrig bruges som straf, gøres det vil børnene forbinde sengen/værelset med noget negativt
- Forberedelse – forbered børnene på at nu er det snart sengetid.
- Tag utrygheden alvorligt, har barnet brug for at man sidder hos det er det okay
- Godt humør op til sengetid
- Daglig motion, sollys og bevægelse er med til at skabe god søvn
- Skru ned for lyd, lys og larm inden sengetid
- Lad barnet falde i søvn i sin egen seng og ikke fx i stuen
- Vær konsekvent med børnenes sengetid – også i weekenden, i det omfang det er muligt
Undgå
- Konflikter/skæld ud
- Vild leg før sengetid
- Tv, computer mm den sidste time inden sengetid
”Vi bør respektere vores børns behov for søvn – og ikke ignorere barnets naturlige søvnbehov, som mange gør ved at manipulere med barnets søvn fx ved at lade det sove mindre i institutionen, fordi far og mor har brug for ro efter en travl dag på arbejdet.”
Citat, Søren Berg