Nyt om alt (undtagen om Prins Henrik)
Vi håber at alle har haft en dejlig ferie, vejret vil vi slet ikke omtale, men vi håber regntøjet holdt det værste vand ude.
Mens vi har holdt ferie, har dygtige malere malet hele Bulderby i en fræk knækket modehvid og alle døre er blevet malet røde. I samme forbindelse har vi ryddet godt og grundigt op, smidt alt det gamle og støvede inventar ud og gjort plads til noget nyt og fået indrettet på ny. Vi har også lavet en ny informationscentral i al-rummet hvor alle informationer fra stuerne og huset er samlet. Lige ved siden af tavlen hænger ”tjek-ind” skærmen, så når du alligevel skal tjekke ind og ud, så kig lige på tavlen og se hvad vi har lavet i dag og om der er informationer som vi gerne vil have at du forholder dig til. Vi vil fremover ikke bruger tavlerne på stuerne til at skrive beskeder. Husk også at medbringe 3 stk. frugt pr. uge – gerne dansk og/eller økologisk og læg det i køleskabet. Husk at sætte et kryds på listen, når du har haft frugt med.
Tiden efter sommerferien, er altid lidt speciel – de gamle store børn er begyndt i skole og en ny flok er nu de store. De leger på kryds og tværs af stuerne, gamle venskaber bliver fornyet og nye opstår – det er altid spændende at se hvordan det går. Næste år sender vi 8 børn i skole – det er en stor årgang. Vi arbejder det sidste år på at gøre børnene klar til livet efter Bulderby ved at fylde dem op med gode kulturelle oplevelser, ture til museer, teater og koncerter. Vi tager på besøg på vores skole – Ellekærskolen – og vi giver børnene flere opgaver og stiller flere krav om selvhjulpethed, så de bliver robuste og klar til skolelivet. Næste år skal Alfred, Ahmed, Caroline, Ingeborg, Jessie, Shamira, Thea og William starte i skole – det skal de nok blive helt klar til.
Ude leger vi – bygger huler i hækken af pressenningerne og gamle grene. Vi cykler, leger fange, spiser mad, synger og læser historier i skyggen under de store træer. Det er dejligt, og vi er ret glade for vores legeplads. Vi møder nogen gange nogen der synes vores legeplads er rodet og mangler legeredskaber. Det synes vi ikke, det kuperede terræn og med de mange forskellige former for beplantning giver fantastiske muligheder for at øve motorikken og for at skabe sit helt eget lege univers. 7 mælkekasser og en stak brædder kan være rekvisitter til leg i timevis. Vores nye fugleredegynge er også meget eftertragtet og mange børn kan gynge sammen på samme tid.
Mange hilsner
Fra alle os i Bulderby