Nyt om vand og pindsvin

Nyt om vand og pindsvin

Vi har totalt nydt de sidste ugers sommervejr, vi har leget ude, haft gang i vandkanalen og flere dage har vi spist både middags- og eftermiddagsmad udenfor. Nu er det lidt mere efterårsagtigt vejr på vej, og vi minder alle om at tjekke, om garderoben indeholder regntøj og gummistøvler som passer og minder om, at kassen på badeværelset gerne må indeholde mindst et sæt tørt skiftetøj.

Vi har igennem længere tid haft et pindsvin boende under en palle på vores legeplads. I går så vi pindsvinemor flytte sine unger, en ad gangen i munden til et nyt hjem i vores skov bag ved rutsjebanen. Det var meget spændende at følge med i.

Vi savner vuggestuen, som jo for nuværende er flyttet til Vuggestuen Solsikken på Bronzealdertoften. Vi holder kontakt med dem, og vi forsøger hver uge at besøge dem, og de os – så får søskende mulighed for at se hinanden lidt. De sidste meldinger vi har fået er, at vuggestuen kan flytte hjem igen sidst i oktober – med alle de forbehold der altid er i byggesager…

Når man er barn og forældre i Bulderby, så er man en del af et fællesskab – et fællesskab der nogen gang træffer beslutninger, som er godt for hele gruppen af børn, men som man måske som forældre vil ønske var anderledes for sit eget barn.

Det gør vi, fordi vi har et overblik over hele gruppen af børns forskellige behov, og ved hvad der skal til, for at de alle kan trives i fællesskabet. Man kan altid få en forklaring på hvor vi vælger at gøre som vi gør, men vi kan ikke love at man altid får ret. Er der noget man ønsker at drøfte, som ikke kan vente til de ordinære forældresamtaler, så ret meget gerne henvendelse til stuepersonalet eller Søren – vi er her hver dag, og aftaler gerne tid til en snak om stort og småt.

I Bulderby har vi byens mest bæredygtige medarbejdere – de cykler (næsten) alle på arbejde hver dag, og de er lidt kede af at de ikke altid kan parkere deres cykler i tørvejr. Derfor vil vi inden længe lave en markeret opdeling i cykelskuret, en til personalet og en lidt mindre til børn og forældre. Til gengæld laver vi et nyt område til forældre- og børnecykelparkering lige uden for lågen. Vi venter lige på at en vognmand har tid til at fjerne vores store affaldsbunke.

Vi har i børnehaven et barn der har det svært, og det resulterer nogen gang i at barnet kommer til skubbe, slå og sige grimme ting. Det er vi meget opmærksomme på, og vi arbejder sammen med forældrene og andre samarbejdspartnere på, at hjælpe barnet. Børn der har det svært kan hurtigt blive ”stemplet” af de andre børn som den der altid slår – og sådan er det heldigvis ikke. Det er en stor hjælp for barnet, forældrene og os, at hvis man hører noget om det der hjemme, ikke taler problemerne op, men forsøger at nuancere og stille spørgsmål som, ”var sjovt lige inden det gik galt?”, ”hvad gjorde du da hen blev sur?”, og kom endelige til os hvis I har brug for tale om det.

Mange hilsner

Fra alle os i Bulderby  

Comments are closed.