Forældre-engagementsundersøgelse
Bulderby er en godt drevet børneinstitution med kompetente pædagoger som tager sig godt af vores børn. De skaber en tryg hverdag for dem med leg og læring. Institutionens muligheder hviler på en politisk besluttet økonomisk ramme, der ikke lige er til at ændre på. Det er på sin plads at sige, at inden for den ramme klarer Bulderby sig godt.
På sidste forældrerådsmøde blev der snakket om mulighederne for at gøre Bulderby endnu bedre, velvidende at vi ikke skal forvente at ekstra økonomiske bevillinger er løsningen. Forældrerådet kom omkring engagementet fra forældrene, og fandt det interessant at undersøge, om der fra forældrenes side er vilje til at støtte mere op om Bulderby. Således at vi ved fælles hjælp kan løfte institutionen kvalitetsmæssigt, så der kan skabes endnu bedre rammer for vores børn.
Forældrerådet har derfor udformet nogle spørgsmål (se bagsiden), som vi beder jer tage stilling til. I vælger selv om I vil sætte jeres navn på besvarelsen. Undersøgelsen vil blive brugt til at diskutere forældrenes rolle i Børnehuset Bulderby. Skulle du have uddybende kommentarer eller ideer, er du velkommen til at skrive dem under skemaet.
Det skal pointeres, at denne undersøgelse selvfølgelig anerkender det arbejde forældrene i forvejen laver, og at snakken om yderligere forældreengagement gøres med respekt for medarbejdernes arbejde og trivsel. Det er udelukkende et ønske om at gøre noget godt bedre, fordi vi mener, at forældrene er en naturlig ressource til at opnå det. Der følger ikke umiddelbart nogen konsekvens af undersøgelsen, andet end at det vil danne grundlag for en god diskussion i forældrerådet og forhåbentlig, hvis undersøgelsen viser at der er opbakning til det, blive muligheder for, at vi som forældre kan bidrage til en god institutionshverdag for vores børn.
Besvarelsen bedes afleveret senest d. 9. december. I kan aflevere besvarelsen til pædagogerne eller forældrerådet.
Er der spørgsmål/kommentarer til denne undersøgelse beder vi om at henvendelser rettes til medlemmerne af forældrerådet.
På forhånd tak
Forældrerådet (Stine (Toke´s mor, stue1), Brian/Kristine (William og Josefine´s forældre, stue 2), Vibeke (Isabelle ´s mor, stue 2), Sasja (Johannes’ mor, stue 3), Heidi (Regin’s mor, stue 2) og Rikke (Rose’s mor, stue 1).