Så er julen på vej
Vi havde i går et, synes vi, rigtig hyggeligt julearrangement. Der blev lavet juledekorationer, klippet pynt i lange baner, spist 320 æbleskriver, drukket juice og gløgg. Der blev sunget julesange og sørme om ikke også julemanden igen i år dukkede op. Han var meget rar og kun enkelte børn blev bange. Vi er meget glade for den opbakning der var til arrangementet. Helt utrolig mange forældre, søskende og bedsteforældre var mødt frem og tog del i festlighederne – tak for det. Og stor tak til julemandens hjælpere, Sanne, Vibeke og Kristine, som hjalp med alt det praktiske.
Kostafstemningen er i fuld gang – og vi vil rigtig gerne at alle husker at stemme. Hvis du tænker, at du gerne vil have at alt forsætter som det er nu, og du derfor undlader at stemme, så har du tænkt forkert. For undlader du at stemme er det det samme som at stemme FOR en kostordning. Tænker du, at du er ligeglad, fordi dit barn starter i skole til sommer, så vil vi alligevel gerne at du stemmer, ud fra hvad du ville have stemt hvis dit barn ikke skulle i skole. Sidste frist for at stemme er næste fredag d.12 kl.12.12, og stemmesedlen afleveres i stemmeurnen på kontoret.
Alle er i fuld gang med at lave julegaver – det blive godt i år, det tør vi godt røbe. På mandag tager en gruppe af de mellemste børn på tur til Ørnereden ved Moesgaard strand, hvor de sammen med andre børn fra dagtilbuddet skal deltage i forskellige aktiviteter i skoven. Det glæder vi os til at være en del af.
I næste uge siger vi farvel til Regin som flytter hjem til Færøerne sammen med sin familie. De vil blive savnet. Vi ønsker dem alt muligt held og lykke.
December måned fortsætter med julehygge, gave produktion, julebagning og små ture ud af huset. Vi slutter af med fælles julefrokost fredag. d. 19, med kalkunsteg og alt hvad dertil hører. Og naturligvis også med ris á la mande. Ingen frokost madpakker er nødvendige denne dag.
Billeder fra julefesten kan ses på www.børnehuset-bulderby.dk
Rigtig god weekend fra Buldernisserne