Nyt om kastanjer og gore-tex
Nyt fra Bulderby Efteråret er over os, og vi nyder de sidste rester af sol og samler ind af årstidens flotte blade og kastanjer, som vi flittigt bruger til kreative aktiviteter – det er super hyggeligt. Husk i den forbindelse at have rigeligt tøj i garderoben, og skifte-tøj, hvis det skulle vise sig, at gore-tex ikke er helt vandtæt alligevel. Når I kommer om morgenen, så er det helt utroligt vigtigt, at I husker at tjekke ind på ’komme og gå’ systemet. Altid. Hver dag. I det helt usandsynlige tilfælde, at der skulle udbryde brand, så bruger vi systemet til at sikre, at alle børn kommer ud af huset, og vi bruger systemet, når vi laver mad og dækker rullebord, så vi sikrer, at der kommer nok mad og tallerkner ud til stuerne. Så tjek ind og ud – hver dag. I morgen, fredag, er det skolernes motionsdag – i Bulderby holder vi sammen med Jernurten og Baobab bevægelses-dag. Vi har ryddet vores p-plads og bruger den til at cykle, løbe og lege på. Medbring gerne egne cykler og cykelhjelm, og har man ikke mulighed for det, så kan man bare cykle på Bulderbys køretøjer. Vi slutter af med fælles bålsuppe på legepladsen. I Bulderby har vi haft besøg af et firma, som skulle undersøger vores arbejdsmiljø. De var meget imponerede over vo-res meget høje medarbejdertrivsel og meget lave sygefravær – det er vi glade for og stolte over, og vi tænker, at det også er noget, der kan mærkes på jeres børns trivsel. Vi fik et opmærksomhedspunkt vedr. støj og akustik, og vi arbej-der på, hvordan vi kan gøre noget ved det, fysisk og pædagogisk. Derfor har vi i Bulderby haft personaledag – en hel dag har vi brugt på at tale pædagogik, evaluere, se film og spise smørrebrød. Det var en god dag – og vi valgte at have et særligt fokus på måltidet. Hvordan sikrer vi, at måltidet bliver en hyggelig stund for alle med plads til spisning, hygge og samvær? Det var nogle gode dialoger som gør, at vi laver lidt ændringer i vores måde at forberede og afvikle måltidet på. Børnene kommer til at hjælpe lidt mere til, og vi kommer til at insistere på, at børnene bliver siddende lidt længere ved bordet, og når det er muligt, deler vi børnene op i mindre grupper. Vi elsker at læse, og vi har mange bøger – bøger er fantastiske, fyldt med gode oplevelser og finurligheder, og vi har mange bøger, man også gerne må låne med hjem. Vores bibliotek finder du på Kurredut-stuen, og du må låne tre bøger ad gangen, bare du skriver dig på lånelisten og streger dig ud igen, når du afleverer bøgerne igen. VI har sagt velkommen til Konrad, nyt barn på Lønneberg-stuen, og vi har fået besøg af 3 studerende fra Rumænien, Letland og Spanien – de er her i 4 uger, og de har hurtigt fået en god kontakt til børnene, selvom sproget er svært… I næste uge er der efterårsferie, og mange har fri, og er der nogen, som ved de holder fri og ikke har meddelt det til os, vil vi af hensyn til planlægning og madlavning, gerne have det at vide. Og nu vi er ved det med ferie, så skal I huske, at Bulderby er lukket mellem jul og nytår. Vi har åbent sidste dag fredag d. 20.12 og åbner op igen med frisk halm i træskoene torsdag d. 2. januar. I denne periode er personalet pålagt at skulle holde ferie. Skulle man slet ikke have mulighed for at finde alternativ pasning i lukkedagene, så vil der være fællespas-ning i en af dagtilbuddets andre afdelinger. Fælles pasning kan kun ske efter aftale med Søren, og behov for dette skal meddeles senest 1.11. Næste store arrangement i Bulderby er vores julefest, som er den 12.12. Det er en hyggelig dag, hvor vi sammen klip-per julepynt til det store juletræ, vi spiser ca. 400 æbleskive, drikker gløgg og måske kommer julepersonen forbi med en overraskelse. Sæt et stor X i kalenderne og mød talstærkt op.
Mange hilsner fra alle os i Bulderby