Nyt om mad

Nyt om mad

Kære Alle,

Som i ved så var vi indtil 1.1.2020 en del af Dagtilbud Ellekær. Dagtilbud Ellekær var et dagtilbud som qua sin placering i et udsat område, havde forholdsvis mange ressourcer – og en del af disse ressourcer er gået til mad. Dem har vi i Bulderby fået ligelig del i, da der var en solidarisk holdning til fordelingen, og en prioritering af, at mad lavet i institutionerne var vigtig.

Nu er vi en del af Dagtilbud Skjoldhøj, som ikke har de samme økonomiske ressourcer og muligheder – selvom alle ville ønske at der var.

Derfor er den dårlig nyhed, at der ikke længere vil blive produceret mad i Bulderby. Den gode nyhed er, at der først er fuldt effektueret fra juni næste år, men allerede nu betyder det, at vi stopper med at servere eftermiddagsmad – eftermiddags madpakkerne skal i have med hjemmefra fremover.

Til december skal alle forældre til Børn i Bulderby stemme om, om de ønsker kommunal kostordning eller om de vil have madpakker med hjemmefra, og vælger et flertallet af de stemmeberettigede at de ønsker en kostordning, så vil det mad der bliver tilbudt fra næste sommer, være et frokostmåltid med mad udefra – rugbrødsfade.

Økonomien er således, at det i som forældre betaler for er et frokostmåltid, eftermiddagsmad er noget vi har ”lagt” oven i. Den samlede forældrebetaling for mad er ca. 224.000 kr. året. En 24 timers køkkenassistent koster ca. 200.000 kr. om året, og så er der ikke meget tilbage til indkøb – her bruger vi ca. 12000 kr. om måneden. Herudover kommer drift af køkken, reparation af maskiner ol.

Den eneste måde vi ville kunne beholde den nuværende kostordning på, var hvis vi flyttede pædagogtimer til køkkenet, og det er ikke en god mulighed.

Vi synes alle det er ærgerligt og ville ønske at det var anderledes, men vi glæder os over at vi i seks år har fået dejlig mad, og tænker at vi har et fint køkken som gør at vi en gang imellem kan lave fredagspizza som en pædagogisk aktivitet.

Bjarke som er chefkok, og som sideløbende med at han kokkerer læser til lærer, er orienteret og han havde alligevel planer om at skulle i gang med at undervise til næste sommer.

Opsummering:

Nu og fremover:

Eftermiddagsmad medbringes hjemmefra

December 2020:

Afstemning om kost. Stemmer mindst 50% af de stemmeberettigede ”ja” til kostordning, vil den kost vi kan tilbyde fra sommeren 2021 være et frokostmåltid med mad udefra – rugbrødsfade. Bliver et resultat af afstemningen et nej, vil man selv skulle medbringe madpakker.

Juni 2021

Ny kostordning starter alt efter resultatet af afstemningen i december 2020

Vi vil efter sommerferie orientere yderligere, og lave et inspirationshæfte med forslag til den gode eftermiddagsmadpakke.

Mange hilsner

Fra alle os i Bulderby

Kære forældre

Vi har fået en ny retningslinje fra Børn og Unge vedr. rejsevejledningen til udlandet.

Her er rejsevejledningen:

Rejsevejledningerne til udlandet ændrer sig hele tiden, og det er derfor nødvendigt at holde sig løbende opdateret på, hvad der aktuelt gælder for det enkelte land på Udenrigsministeriets hjemmeside: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger/

Et barn, der har foretaget en ikke-nødvendig rejse i strid med Udenrigsministeriets anbefalinger, skal blive hjemme fra sin daginstitution i 14 dage efter en sådan udenlandsrejse.

Det er derfor meget vigtigt at I kontakter den pædagogiske leder i jeres barns institution, hvis I har tvivlsspørgsmål.

Mvh. Johnny Krämer Christensen

Dagtilbudsleder.

Comments are closed.